Jagthornsblæserne
Vi ser frem til at jagten på ænder og gæs kommer godt i gang og det er tid til at høre jagthornenes herlige toner med Jagt begyndt og alle de andre herlige signaler, som hører en god jagtdag til.
Forinden er dog piskende nødvendig, at messingrøret er blevet støvet godt og grundig af, for uden træning og atter træning er det ikke muligt at få vellydende toner ud af et jagthorn.
Hvert år ved jagtsæsonens begyndelse er vi vist nogle stykker, der bliver mindet om og lærer grundreglen:
Daglig øvelse giver små fremskridt – ingen øvelse giver hurtige tilbageskridt!
I Klubhuset er vi nogle stykker, der mødes hver torsdag, for at holde de mest grundlæggende toner vedlige og for at være klar til at præstere nogle nogenlunde vellydende toner ved jagtlige og andre lejligheder.
Desværre er vi fortsat kun en 6-7 stykker, der samles regelmæssigt, hvilket vi i øvrigt ikke har været i dette årtusinde.
På dette felt er nytilgang noget af en sjældenhed. Et par stykker har forsøgt sig, men har for hurtigt mistet modet. Det er der dog ingen grund til, for tålmod er her, som i mange af jagtens andre aspekter, en dyd. Så det er bare op på hesten og se at komme i gang.
Vi etablerede hjælper gerne og kan f.eks. hjælper med en mere professionel instruktør. Jo flere vi er til at blæse ved jagterne, jo bedre lyder det ved jagternes parole og parader.
Så meld jer hos undertegnede eller en af de øvrige blæsere og vi hjælper jer gerne videre.
Endvidere har foreningen et jagthorn, som kan lånes, hvis man bare har lyst til at prøve, men er usikker på om det er noget og derfor ikke vil investere i et nyt.
Horn op Jagthornblæserne
Knud S. Nørgaard
Tlf: 2895 9245 Mail: ksn@youseeme.dk